333 regler for god tone

En bok om Skikk og bruk av Victor Chic, utgitt av Fr. Nygaards Forlag i 1899. Syvende Opplag.

Kilde

  1. Almindelige Regler.

    1. Det virkelig dannede Menneske er istand til at omgaaes enhver, naar han
    2. Opfører sig passende efter sin Alder og Stilling og
    3. Altid viser Beskedenhed og Imødekommenhed.

  2. Hvorledes opnaar man selskabelig Dannelse?

    1. Ved god Opdragelse.
    2. Ved streng Selvkritik.
    3. Ved Selvbeherskelse og ved ikke at lade sig friste til Hidsighed.
    4. Ved ikke at tabe Tilliden til sig selv, fordi man har begaaet en Fejl.
    5. Ved harmonisk Udvikling af alle sine Bevægelser.

  3. Legemets Holdning.

    1. Naar man staar:

      1. Skal altid være fri og utvungen, men dog rank.
      2. Man skal holde Hovedet let og frit og uden at bøje Halsen.
      3. Øjnene skal have et roligt Udtryk.
      4. Munden skal være lukket; man maa kun trække Vejret gjennem Næsen.
      5. Ryggen skal holdes lige; Skuldrene og Underkroppen trækkes lidt tilbage.
      6. Armene skal — ganske let bøiede — holdes frit og utvungent nede.
      7. Fingrene skal holdes samlet, og bøjes let, saaledes at Pegefingeren krummes mindst, Lillefingeren mest.
      8. Neglene maa holdes omhyggeligt rene og være klippet saaledes, at de ikke vokser ud over Fingerspidsene.
      9. Fødderne kan, naar man taler med sine Ligemænd eller sine Nærmeste, sættes noget fra hinanden; i Sælskab med Fremmede maa de holdes samlet.

      • Hvad man skal vogte sig for er:

      1. At hælde med Hovedet.
      2. At lægge Armenne overkors eller paa Ryggen.
      3. At stikke Hænderne i Lommen.
      4. At give sig en kjedelig eller bedrøvelig Mine.
      5. At knage (knække) med Fingrene.
      6. At skjære eller rense Neglene i Andres Paasyn.
      7. Jo større Ærbødlighed man nærer for den Person, man taler med, jo færre Bevægelser maa man gjøre med Arme og Hænder.

    2. Naar man gaar:

      1. Holdningen maa være rank, men ikke stiv.
      2. Fødderne skal sættes ud ad.
      3. Hælene skal, under Fodskiftet, føres tæt sammen, men uten dog at berøre hinanden
      4. Armene skal hænge ret ned, og bevæges let og naturligt frem og tilbage.
      5. Skridtene skal være lige lange og lige hurtige
      6. Særligt inden fire Vægge skal en Dame alltid først sætte Taaspidsen til Gulvet, for at føre Kjolens Slæb efter sig paa en smagfuld Maade,
      7. Det er ikke fint at løfte Slæbet op i Hjemmet.

    3. Naar man sidder:

      1. Overkroppen skal, ligesom naar man gaar eller staar, holdes oprejst. Derfor lægge man Mærke til:
      2. Man maa ikke læne sig tilbage med Ryggen.
      3. Hænderne og Føddene maa ikke holdes i en og samme Stilling.
      4. Den ene Fod sættes altsaa lidt foran den anden ; ligeledes maa den ene Haand lægges lidt mere frem end den anden.
      5. Har man sat højre Fod lidt foran venstre, hold den højre Haand lidt nærmere Kroppen end den venstre, og omvendt.
      6. Naar man sidder ved et Bord, maa man ikke større Fødderne paa Bordets Fod.

      • Hvad man skal vogte sig for er:

      1. At holde Knæerne i længere Afstand fra hinanden end Fødderne paa Gulvet.
      2. At sætte Fødderne for langt fra hinanden.
      3. At krumme Fødderne ind under Stolen.
      4. At sidde saaledes, at de smudsige Saaler bliver synlige.
      5. At slaa Fødderne overkors.
      6. At vende Ryggen til Nogen i Samtalens Løb.

  4. Maaden, hvorpaa man sætter en Stol frem og tilbage.

    1. Skal man flydde en Stol, gaar man først bagved den, tager derpaa fat paa dens Ryg med begge Hænder, saaledes at Tommelfingrene holdes foran, Pegefingeren paa Siden, og de tre andre Fingre bag dens Ryg; saa flytter man den lydløst frem.
    2. Er det en tung Stol, med Hjul under Fødderne, ruller man den frem paa Forhjulene.
    3. Man maa ikke byde Nogen en stol, som en Anden lige i Forvejen har siddet paa.
    4. Man maa heller ikke selv benytte en saadan Stol.

  5. Hvordan en Herre skal sætte sig.

    1. Man gaar tæt hen foran Stolen og gjør, lige før man tager Plads, en liden Bevægelse fremad, for at man ikke skal komme til at sidde på Frakkeskjøderne.
    2. Det strider mod god Anstand at trække Frakkeskjøderne i Vejret.
    3. Bærer man Kaarde, fører man den med den venstre Haand fremad, idet man sætter sig, og lader derefter Dupskoen falde ned paa Gulvet.
    4. Paa kort Besøg holder man Hatten i venstre Haand, saaledes at Foret ikke sés.
    5. Det er højst uanstændigt at skyde Stolen frem i en anden Stilling, ved Hjælp av Fødderne.

  6. Hvordan en Dame skal sætte sig.

    1. Man lægger først og fremst Mærke til, at Stolen staar i passende Afstand fra Ens Person.
    2. Idet man sætter sig, tager man Kjolen med den ene Haand, der er længst borte fra den Person, hos hvem man vil tage Plads, og kaster den til Side.
    3. Den Haand, som er nærmes den anden Person, holdes parat til at gribe fat om Stoleryggen, hvis Stolen skulle glide tilbage.
    4. Sætter man sig paa en Sofa, holder man Kjolen frem med begge Hænder, og lader den atter falde straks efter at man har sat sig.

  7. Hvordan man rejser sig.

    1. Fødderne trækkes lidt tilbage og med en let Bøjning rejser man sig fra Sædet.
    2. Det er uskjønt at støtte Hænderne paa Knæerne, idet man rejser sig.

  8. Hændernes Brug.

    1. Vil man vise tilvenstre, gjør man en Bevægelse med venstre Haand; vil man vise tilhøjre, skér det med højre Haand.
    2. Sidder man ved et Bord og skal skjænke i sine to Naboers Glas, saa skjænker man tilvenstre med Flasken i højre Haand; tilhøjre med Flasken i venstre Haand.
    3. Taber en Dame noget paa Gulvet, maa Herren skynde sig at tage det op for hende.
    4. Man bruger altid den Haand, som er nærmest den Gjenstand, man skal have fat paa.
    5. Herrer skal holde deres Hat i venstre Haand, med Tommel-, Pege, og Langfingeren paa den Del af Skyggen, der dækker Panden; Foret vendes ind mot Legemet.

  9. Spisning.

    1. Modtager man en Indbydelse til en selskabelig Sammenkomst, skylder man at møde med et godt Humør, ikke mindst ved Bordet.
    2. Man skal møde præcis efter Indbydelsen.
    3. Man maa ikke lægge Handskerne fra sig paa Bordet.
    4. Servietten aabnes halvt og bredes ut paa Skjødet.
    5. Man maa vogte sig for at komme til at hoste eller nyse.
    6. Kan det ikke undgaaes, maa man holde Servietten, eller helst Lommetørklædet, for Ansigtet.
    7. I Selskab begynder man ikke at spise af Suppen, før der er serveret for alle Gjæster; denne Regel gjælder ikke for de senere Retter.
    8. Er Suppen for varm, maa man ikke »blæse« paa den, men vente til den er afkjølet.
    9. Man skal nyde den lydløst, uten at »slubre« den i sig.
    10. Kjødet maa ikke straks skjæres helt i Stykker, kun enkelte Mundfulde ad Gangen.
    11. Kniven maa aldrig føres op til Munden
    12. Man skal under selve Spisningen holde saaledes paa Gaflen, at den — ligesom Skeen — hviler mellem Pegefingeren og Langfingeren, medens Tommelfingeren ligger ovenpaa.
    13. Kjødet skydes ind paa den bøiede Del af Gaflen og føres paa denne Maade ind i Munden; man maa nødigt stikke det paa Gaflen.
    14. Tag Salt med den dertil bestemte lille Ske; findes ingen saadan, brug da en ren Kniv dertil.
    15. Ved Fiskespiser holdes Gaflen i højre Haand, mens man med et lidet Stykke Brød i venstre skyder Fisken op paa Gaflen. Man holder ogsaa Gaflen i højre Haand, naar man spiser Gemyse eller andre Biretter.
    16. Har man faaet Ben, Frugtstene eller deslige i Munden, føres de ud heraf paa Gaflen eller Skeen, og lægges derefter paa Tallerkenens Rand.
    17. Har man fundet noget uappetitligt i Maden, sørger man at fjerne det, uden at Nogen lægger Mærke dertil.
    18. Tal ikke om uappetitlige Ting.
    19. Serveres en Ret, som der ikke er stor Mængde af, maa man ikke forsyne sig for rigeligt.
    20. Det er utilstedeligt at smaske eller smelde med Tungen.
    21. Man maa vogte sig for at tage de Skeer, Knive eller Gafler, som hører til de Fade, hvorpaa der bydes om, over paa sin Tallerken.
    22. Mangler der en Gaffel paa det Fad, der bydes om, maa man ikke benytte den, der hører til Ens eget Kuvert; man beder Betjeningen om en.
    23. Overkoppen holdes i højre, Underkoppen i venstre Haand.
    24. Sukker tages med en Sukkertang eller en Ske.
    25. Det er enhver Herres Pligt at være opmærksom paa sin Borddame, der altid har Plads paa hans højre Side.
    26. Saavidt det kan lade sig gjøre, uden at forsømme sin egen Dame, skal man ogsaa søge at underholde den Dame, der sidder paa Ens venstre side, og ligeledes de Damer og Herrer, som sidder ligeoverfor ved Bordet.
    27. Skjænkes der af Flaske, holder man den om den nederste Del, aldrig om Halsen.
    28. Man maa aldrig skjænke mere i Glasset, end at to Tredjedele deraf bliver fyldt.
    29. Vil man klinke, tager man Glasset paa Halsen med Tommel- Pege- og Langfingeren.
    30. Idet man klinker ser man hinanden i Øjnene og gjør en let Bøjning forover.

  10. At modtage Visiter.

    1. Lad ikke den Besøgende vente længe. Er man forhindret fra at komme straks, bør man sende en af sin Familjes Medlemmer til Vedkommende, for at gjøre Undskyldning og for at underholde ham eller hende saalænge, til man selv indfinder sig.
    2. Hvis den besøgende er av høiere Rang eller Stilling, gaar man ham i møde og beder ham ind i det bedste Værelse.
    3. Anvis ham den bedste Plads, og saa langt som muligt fra Døren.
    4. Man maa ikke sætte sig, før den Besøgende har taget Plads.
    5. En Dame bør aflægge sit Forklæde, før hun modtager en Herres Besøg.
    6. Kun naar man gaar op ad en Trappe, maa Herren gaa foran Damen.

  11. At aflægge Visit.

    1. Naar man besøger en Syg, maa Besøget ikke vare for længe. Man bør være alvorlig, hjertelig, trøstende.
    2. Hører man at en god Ven er kommen til Byen, bør man søge ham op, inden han selv aflægger Besøg.
    3. Første Gang man kommer i et fremmed Hus, leverer man sit Visitkort eller man opgiver sit Navn.
    4. Ved et kort Besøg lægger man ikke Hatten fra sig og tager man ikke Handskerne af.
    5. Stok og Paraply sætter man altid fra sig i Entréen.
    6. Hvis Paraplyen er vaad, sættes den i Paraplystativet.
    7. Findes intet saadant, leverer man den til Tjeneren eller Pigen med Anmodning om at tage sig af den, til man gaar.
    8. Bliver man straks vist ind i det V'relse, hvor Husets Herre eller Frue opholder sig, bør man holde sig i tilbærlig Afstand, indtil man bliver tiltalt.
    9. Den Plads, der er længst borte fra Indgangsdøren, tilkommer den mest ansete.
    10. Tal høit, tydeligt og kortfattet.
    11. Hør opmærksom paa Andres Ytringer.
    12. Personer, som er En aandelgt overlegen, maa man tiltale, svare, eventuelt modsige med visse Hensyn. »Undskyld, jeg tillader mig et Spørgsmaal«, »Hvis det maa være mig tilladt at modsige Dem«, og lignende Former kan danne passende Indledning til de efterfølgende Bemærkninger.
    13. Saasnart den, der staar høyest i Anseelse, Stilling eller Rang, rejser sig, maa man selv ligeledes rejse sig, og ikke igjen tage Plads, før Vedkommende gjør det.
    14. Afslut Besøget, naar en Tredjemand kommer eller bliver meldt.
    15. Ligeledes, naar der bliver kaldt paa Husets Herre.
    16. Eller naar han ser paa Uret.
    17. Det er ofte, at man af Høflighed bliver bedr om, snart at gjentage Besøget; det beror da paa et Skjøn, om Ønsket er oprigtigt ment eller kun ytres af tom Høflighed.
    18. Den af Personerne, der er den mest ansete, maa være den første, der byder Haanden.
    19. I et fremmed Hus maa man rette sig efter Husets Sædvaner. I et fremmed Land maa man vogte sig for at støde an mod det Brug og Skikke.
    20. Ny ansatte Embedsmænd maa, ved Ankomsten til Byen, aflægge Visit hos dens andre Embedsmænd, saaledes, at der begyndes hos den, der rangerer højest, og fortsættes gradvis dedad.
    21. Gjenvisit maa finde Sted inden otte Dage.
    22. En visit maa — nar den ikke er hos Ens Slægtninge eller nærmeste Venner — ikke vare længere end femten—tyve Minuter.

  12. Om at forestille sig selv og Andre.

    1. At forestille sig selv, er kun tilladt i sluttet Selskab eller en fortrolig, liden Kreds.
    2. Forestiller man sig selv, nævner man sit Navn højt, eller leverer sit Kort.
    3. Vil man forestille en Person for en anden, maa det altid skje saaledes, at man først nævner Herrens Navn for Damen, den Yngres for den Ældre, den, som i Stand eller Anseelse rangerer lavest, for den Højerestillede.

  13. Omgang i det gode Selskab.

    1. At være høflig eller at besidde Evnen til, i alle Forhold og i enhver Henseende at omgaas sine Medmennesker paa en passende Maade i Ord og Gjerning.
    2. Vær beskeden og tilbageholden, men ikke frygtsom; vær høflig og munter, men ikke kaad; vær tækkelig og elskværdig, uden at smigre.
    3. Brug ikke fortrolige Talemaader til Personer, der staar over Dig; spørg f. Ex. ikke: »Hvordan har De det?«, »Hvordan gaar det?«
    4. Det er uhøfligt at sige: »De ser ikke godt ud idag«, eller: »De ser daarligere ud idag end sidst« o. s. v.
    5. Hvor der er Damer til Stede, bør man være forsigtigm baar man taler om Skjønhed, Grimhed eller Alder.
    6. Har man Lyst at udmærke en Dame for de andre, maa man vogte sig for at faa saa vidt, at disse føler sig tilsidesat derved. Det tilgiver en Dame aldrig.
    7. Naar man i Værekset vil passere forbi en højere stillet Person, maa det skje bag ham.
    8. Tal ikke formegt om Dig selv, og slet ikke om hvad der tjener til Din Ros.
    9. Naar man taler til højt stillede Personer bør man fatte sig kort, holde sig til Sagen, uden Omsvæb.
    10. Brug ikke for stærke Udtryk i Din Ros eller dine Lovtaler, de frister ellers let til Tvivl.
    11. Lær at taale Modsigelse; Ivrighed og Paastaaelighed gjør ikke Ens Ord troværdigere.
    12. Vær ikke uretfærdig mod Andre, naar noget er mislykkedes for Dig.
    13. Betro Dig om Familjeanliggender kun til de Venner, hos hvem Du kan vente Raad og Hjælp.
    14. Naar man taler om en Person, der er til Stede i Selskabet, maa man ikke mege paa ham med Fingeren.
    15. Afbryd aldrig nogen i Samtalen.
    16. Man maa ikke hviske nogen i Øret, naar der er andre til Stede.
    17. Har man noget vigtigt hemmeligt at meddele en enkelt Person, giver man denne et Tegn og gaar da afsides med ham.
    18. Spørg ikke, og bryd Dig ikke om Ting, som ikke angaar Dig.
    19. Fortæl aldrig andet, end hva Du kan indestaa for, og kun det, som har almindelig Interesse, og som ikke berører Nogen ilde.
    20. Tal aldrig om, hvad der skal være enn Hemmelighed.
    21. Vær forsigtig i Dine Svar, naar man udspørger Dig om Nogen.
    22. Omgaaes ligefrem med Dine Ligestillede, bliv aldrig hovmodig overfor dem.
    23. Hverken Alder, Rigdom eller Stilling berettiger Nogen til at overtræde Reglerne for god Tone; tvertimod bør saadanne Personer foregaa med et godt Exempel.
    24. Naar Du taler med eller omgaaes Personer, som staar under Dig i Stilling eller Rang, vær da imødekommende og venlig.
    25. Man bør ytre sine Tvivl i beskedne Udtryk, som: »Efter min Mening tror jeg dog«, »Saavidt det er mig bekjendt, mener jeg snarere«.
    26. Modsigelse bør ske i en hendsynsfuld Form: »Maa det være mig tilladt at indvende derimod, at«, »Undskyld jeg motsiger Dem, men«, »Bliv ikke vred, men jeg tror sikkerlig, at De tager fejl« o. s. v.
    27. Om man end er nok saa overbevist om en Tings Rigtighed, maa man fog altid ytre det paa en beskede Maade.
    28. Har man overtraadt Høflighedens Regler, maa man straks gjøre en Undskyldning
    29. Vogt Dig for at spotte, især over Ting, som er Andre hellig.
    30. At møde præcis, er en af Høflighedens første Regler.
    31. Søg ikke at hæve Dig selv ved at fremdrage Din Næstes mindre heldige Egenskaber.
    32. Hav Taalmodighed med Dine Medmenneskers Smaafejl; det er ofte ikke deres Skyld, at de ikke forstaar det bedre.
    33. Søg altid Din Omgang mellem hæderlige, erfarne, venlige og tjenstvillige Personer.
    34. Ensomhed avler sygeligt Humør og falske Forestillinger.

  14. Om at hilse.

    1. At hilse spiller en Hovedrolle i den selskabelige Omgang. Den Maade, hvorpaa man hilser, er karakteristisk for ethvert Menneske.
    2. Vil man stanse en Person og underholde sig med ham, kan man hilse ham allerede paa Afstand.
    3. Personer, man ikke vil stanse, hilses derimod først, idet man passerer dem.
    4. Møder man Kongehusets Medlemmer, bliver man staaende, gjør Front mod samme og forbliver i den hilsende Stilling til vedkommende er passert; Damer nejende, Herrer bukkende.
    5. Skal man gilse siddende, bøjer man Hovedet let, idet man rejser sig lidt i Sædet.
    6. Samtidigt med, at en Herre blotter sit Hoved, skal han gjøre en let Bøjning med Hovedet.
    7. Hatten aftages med den Haand, der er længst fjernet fra den Person, der skal hilses.
    8. Damer skal hilses ærbødigt; disse bør gjenhilse med et venligt Smil. Mødes en Dame og en Herre paa Trappen i et Privathus, bør Herren hilse, selv om Damen er ham fremmed.

  15. Om særlige Forhold paa offentlig Gade eller Vej.

    1. Naar man paa samme Dag oftere møder en og samme Person, hilses han kun én Gang; højtstillede Personer dog to Gange; Kongehusets Medlemmer hver Gang.
    2. Man hilser ikke paa større Afstande, undtagen under særlige Omstændigheder.
    3. Herrene hilser altid Damerne først.
    4. Gaar man tre sammen, har den mest ansete sin Plads i Midten; pa dennes højre Side gaar den, der er ham nærmest i Stilling eller anseelse. Det ser ikke godt ud, at flere end tre gaar ved Siden af hverandre.
    5. Naar man følger med en Person, der bliver stanset og tiltalt af en Tredjemand, skal man fjerne sig lidt, for ikke at forstyrre.
    6. Naar en Dame gaar ud, maa hun, naar det er nødvendigt, løfte Kjolen lidt op med venstre Haand.
    7. Paraply eller Parasol bæres i højre Haand.
    8. Møder man paa Fortoget en ansét Person, skal man — selv om han ikke har Fortogsres » vige tilside for ham.
    9. Man maa ikke ved at staa stille spærre eller hindre Vejen for Andre.
    10. Yngre bær gaa af Vejen for Ældre, Herrer altid for Damer.
    11. At spise paa Gaden er »umuligt« for et dannet Menneske.
    12. Det er uopdragent, naar Damer staar snakkende og spærrende stærkt befærdede Gader eller Veje.
    13. Naar Paraply, Stok eller Solskjærm ikke benyttes, maa de bæres saaledes, at de ikke generer de andre Spadserende, altsaa med Dupskoen mod Jorden.
    14. Det har et komisk Anstrøg, naar en Herre har en Dame under hver Arm.
    15. Før en Herre hilser, tager han Cigaren ut af Munden.

  16. Indbydelser.

    1. Til et Bal sender man Indbydelseskort fjorten Dage før det skal finde Sted.
    2. Til en større Diner benytter man Kort, som er særligt trykt for Anledningen.
    3. Til en mindre indbyder man i almindelige Breve.
    4. Til en liden, fortrolig Middag indbyder man mundtlig.

  17. Ordningen ved en Diner.

    1. Husets Herre maa tage den Dame til Bords, der er den ældste eller mest ansete.
    2. Husets Frue bliver ført til Bords af den Herre, der er den mest ansete af de Indbudte.
    3. Pladsene tilhøjre og tilvenstre for Husets Herre og Frue tilkommer de to Herrer og de to Damer af det øvrige Selskab, der er de mest betydende.
    4. Ved Fordelingen af de andre Pladser bør der tages Hensyn til det Bekjendskab, de andre Gjæster har til hverandre indbyrdes.
    5. Som Følge deraf maa man vogte sig for, at sætter Personer ved Siden af hinanden, som enten ikker kjender hinanden eller har Antipati for hinanden.
    6. Efter Bordet fører man sin Dame tilbage til det Værelse, hvor Selskabet blev modtaget.
    7. Ved Dansens Begyndelse fører man sin Borddame ind i Balsalen.

  18. Om Anretning.

    1. Ved et mindre Bord:

      1. Det gjør stor Virkning, naar man paa et Spisebord i symmetrisk Ordning anbringer Palmer, Buketter og Vaser, ligesom Kuvertene, Tallerkener, Glas, Knive og Gafler maa placeres i snorlige Retning. Der kan i denne Henseende opnaaes meget ved smaa Midler.
      2. Kunstigt sammenlagte Servietter paa Tallerkenerne gjør en udmørket Virkning.
      3. Der skal altid serveres fra venstre til højre.
      4. Maden maa serveres med yderste Properhed og Smag, saaledes, at alene Synet af den kan skjærpe Appetiten.
      5. Kjødspiser bør være trancheret i Kjøkkenet, før de bæres ind. Herfra dog undtaget i mindre Familjer, hvor Husets Herre trancherer paa selve Spisebordet eller det nærtstaaende Anretterbord eller Buffet.
      6. Ved Tranchering maa man passe godt oaa, at Senerne er skaaret over.
      7. Fadets pyntelige Garnering bidrager stærkt til at skjærpe Appetiten.
      8. Af fjærkre og Stege maa man passe paa at lægge de smukkeste Sider opad.
      9. Fadet maa ikke fyldes helt.
      10. Fiskeretter og kolde Retter garnerer man med Petersillie, Citronskiver, Kapers og haardkogte Æg.
      11. Oksekjød og Skinke med Petersillie eller revet Peberrod.
      12. En Steg skal gjerne, efter at være trancheret, lægges sammen i sin oprindelige Skikkelse.
      13. Kaal kan garneres med Kastanier, Salat og haardkogte Æg.
      14. Asparges anrettes paa et rundt Fad; alle Hovederne lægges indad.
      15. Ærter garneres med ristede Franskbrødskiver.
      16. I den siste Tid er det blevet Mode at pryde Stege og større Kjødretter med smaa Sølvspid, som er fabrikeret specielt til dette Brug.
      17. Naar man efter at have trukket Proppen op af en Flaske, skal skjænge i Glasset, aftørrer man først med en Serviet Aabningen i Flaskens Hals.
      18. Vinflasker maa, før de sættes paa Bordet, være grundigt renset for Støv og andet Smuds.

    2. Ved et større Bord

      1. Skal der serveres ved flere Borde, maa alle de serverende Tjenere tage Opstilling bag hverandre i Anretterværelset.
      2. Paa et givet Tegn gaar alle Tjenere ind i Salen, umiddelbart efter hverandre, saaledes at den første gaar til hjøre, den andren til venstre til de længst fjernede Gjæster og saa fremdeles. Paa denne Maade serveres der omtrent samtidigt for Alle.
      3. Den, der byder om, maa vogte sig for — hvad der kun altfor ofte skjer — at hans Tommelfinger komer i Berørelse med Suppen.
      4. Fade med Kjød, Gemyse o. s. v. bydes frem hvilende paa langs paa venstre Arm.
      5. For at de kan hvile sikkert, anbringes en Serviet mellem Armen og Fadet.
      6. Er Fadet meget varmt, sættes det paa et andet (tomt) Fad; ogsaa mellem disse Fade lægges en Serviet.
      7. Højre Arm skal altid fære fri, for i fornødent Fald at kunne hjælpe venstre.
      8. Der maa passes godt paa, at Gaflen eller Skeen ikke glider ned i Fadet.
      9. For hver Ret, der serveres, skifter man med at servere ved Bordets to Ender. Dette gjælder naturligvis ikke, naar det er to personer til at servere ved hver Side af Bordet.

    3. Ved Familjebordet.

      1. Suppeterrinen sættes paa selve Spisebordet, og Husmoderen øser op.
      2. Fjærkre trancheres latid i Kjøkkenet.
      3. Salater og andre kolde Spiser stilles paa Bordet fra Maaltidets Begyndelse.
      4. Den af Husets Gjæster, der er den mest ansete, bydes først.

  19. Paa Bal.

    1. Man skal føre sig saaledes i sin Dans, t den kan staa ogsaa for Tilskuernes Kritik.
    2. Den første Betingelse for at kunne bevæge sig smukt, er Kroppens noble Holdning.
    3. Det er vel overflødigt at bemærke, at hverken Damer eller Herrer maa danse uden Handsker.
    4. En liden spadseretur i Salen kan tillades, og man benytter da Lejligheden til en behagelig Konversation. Saasnart Musiken til næste Dans begynder, maa Damen straks føres til hendes tidligere Plads.
    5. Det er upassende, at engagere en Dame ofte paa samme Bal, undtaget man staar i særlig nært Forhold til Familjen.
    6. Baade Herren og Damen bør se til venstre, saaledes at den Dansendes Ansigt er frit; ellers aander man hinanden ind i Ansigtet, hvad er højst upassende.
    7. I Runddans lægger Herren sin højre Arm om Damens Liv, ikke for fast, men heller ikke saa løst, at han ikke kan føre hende godt.
    8. Damen lægger sin venstre Haand paa Herrens højre Skulder.
    9. Damerne bør stræbe efter at bevæge sig gratiøst og naturligt; fremfor Alt ikke affektert.
    10. Damer bør vogte sig for — hvad der er under deres Værdighed — at trænge sig for tæt ind til erren eller lægge Hovedet ned paa hans Skulder.
    11. Man bør ikke vedblive en Runddans saa længe, til man af Trathed og Anstrengelse neppe kan trøkke Vejret.
    12. I Kontradanse maa man især give Agt paa sin Person; som oftest afspeiler et Menneskes Karakter sig i hans Manerer og den Maade, hvorpaa han i det Hele taget bevæger sig.
    13. Kontradansere(Française, Les Lanciers) er fremfor al anden Dans skikket til at aabne Blikket for Anstand og nobel Holdning. De giver — i Modsætning til Runddansene — Lejlighed til at vise Ærbødighed og Respekt for Damen og er egnet til igjen at sætte den Ynde og Gratie i Højsædet, som synes at forsvinde fra vore Balsale.
    14. Især er Menuetten egnet til at forlene Legemet med den Smidighed og Elegance, som er saa nødvendig for enhver i selskabelig Omgang.
    15. Den giver Frihed og Sikkerhed i alle Bevægelser.
    16. Man kan neppe tænke sig en større Haan end den, der stærke Kjøn kun altfor ofte lægger for Dagen, naar Herrene av Magelighed »gaar« en Kontradans og — overlader det til Damerne at »danse« den.
    17. Den Maade, hvorpaa man skal optræde paa et Bal, er ikke anderledes, end som i et større Selskab eller som man til enhver Tid skal opføre sig mod Damer. Enkelte Ting er det dog at iagttage; de kan forklares med faa Ord.
    18. Man maa aldrig danse to Danse itræk med samme Dame.
    19. Man maa i det Hele taget undgaa at engagere en og samme Dame saa ofte, at det vækker Opmærksomhed.
    20. Almindelig Høflighed kræver, at en Herre ikke ene og alene engagerer de Damer, han synes bedst om.
    21. Det er meget uhøfligt, naar man faar Afslag af en Damet, da at engagere den Dame, der sidder lige ved hendes Side. Man maa gaa tilbage til sin Plads og derpaa nærme sig, hvem man ønsker at inklinere for.
    22. Det er ufint under Ballet at tage Handskerne af (undtagen ved Bordet), og saa umidderbart før eller endogsaa under selve Engagementet at trække dem paa. Det er ikke af Vejen at være forsynet med to Par Handsker, for i fornødent Falt at kunne skufte.
    23. Det er ikke tilraadeligt at nyde altfor iskolde Drikke, naar man er meget varm.
    24. Ved et større Bal uddeles der Kort, hvorpaa samtlige Danse, der tænkes opført, er trykt i Rækkeføkge med Plads til ved Siden av hver Dans at tilføje Navnet paa den, med hvem man skal danse.
    25. Det er ikke passende, at en Dame, naar hun indfinder sig paa Ballet, forud har lovet alle Danse bort. Det er ligesaa ubehageligt for Damet at maatte sige Nej til enhver Herre, der nærmer sig hende, som for Herren at blive afvist. Damen udsætter sig også derved for et anstrøg av Praleri.

  20. Paa Rejse.

    1. I alle Kjøretøjer saa vel som paa Jernbaner overlader man Bagsædet til den mest ansete Person, saaledes at han kjører forlænds.
    2. Højre Side af Bagsædet er atter igjen den mest udmærkede Plads.
    3. Naar man stiger ind i en mindre Kupé, hilser man de Rejsende, er allerede er der, og vogter sig for at støde til eller endog træde paa nogen af dem.
    4. Gaandbagage maa anbringes saaledes, at den ikke generer nogen af de Medrejsende — en Bemærkning, Damer særlig bør lægge sig paa Sinde.
    5. Man bør vise Tjenstvillighed mod Rejsende, der stiger ud eller ind, særligt overfor Syge, Damer med Børn o. s. v.
    6. Trænger man til at sove, kan man gjøre sig det saa bekvemt som muligt, naar man blot derved ikke generer de andre Rejsende.
    7. Det er uhøfligt — og forøvrig ogsaa forbudt — at aabne begge Vinduer i Kupéen, saa at der kommer Gjennemtræk.
    8. Man bør i alle Tilfælge, før man aabner et Vindu, utbede sig de andre Rejsendes Tilladelse.
    9. Kommer der en Samtale i Gang mellem de Rejsende, maa en dame lige saa lidt vise sig afvisende som fortrolig.
    10. En dannet Dame kan deltage i enhver anstændig Samtale og ved Munterhed og Bidreag til den almindelige Underholdning gjøre sit til at forkorte Tiden, uden derved at give Slip paa sin Værdighed.

  21. Ved forskjellig Slags Underholdning.

    1. Hvor man samles til Adspredelse eller Underholdning, maa der ikke tales om sørgelige Begivenheder eller ubehagelige Ting.
    2. Betragt det som en Ære, naar en højere stillet Person indbyder dig.
    3. Vogt Dig for at komme til at indtage en latterlig Stilling ved Bold-, Kegle- og Billiardspil.
    4. Sidder en højere stillet Person i Uheld og taber i Spillet, maa den Vindene overlade det til den Tabende at foreslaa Spillets Ophør.
    5. Der gives Folk, især Damer, som bliver irriteret selv over det ubetydeligste Tab; læg ikke Mærke til det, men spil roligt videre.
    6. Den, der er i Stand til at more andre, enten ved at arrangere en Leg, ved Deklamation, Foredrag af Musik eller Sang, maa hverken være paatrængende dermed eller lade sig nøde, naar han bliver bedt.
    7. Dilettanter har næsten altid den Fejl, at de giver for meget. De bør ikke lade sig frista af det Bifald, de selvfølgelig høster, til at give noget Nummer da capo eller trække Underholdningen saa langt ud, at den gode Virkning, der maakse tidligere er naaet, forspildes.
    8. Der gives Mennesker, som ved selskabelige Sammenkomster kun nyder, aldrig yder. De lader sig more, opvarte, bespise, sidder uten at mæle et Ord med et spottende Smil og beklager sig over at kjede sig. Den Slags Folk har man Lov at tro om, at de er — dumme.

  22. I Theater og paa Concert.

    1. Det er kun simple Folk, der taler højt under Forestillingen.
    2. Man mmaa ikke hilse paa Folk, der sidder langt borte.
    3. Damer maa ikke bære høje Hatte paa Tilskuerpladsen
    4. Vogt dig for at tabe noget paa Gulvet, thi det er uhøfligt at lede efter det, naar der sidder flere i Din Nærhed.
    5. Naar en Forestilling er begyndt, skal Herrene ikke før i en Pause eller ved en Aktslutning lægge Mærke til Damerne, der kommer for sent. Disse damer er enten ikke vant til Orden og Høflighed eller de lægger kun an paa at gjøre Opsigt.
    6. Det ansés for en grov Uhøflighed ved Hvisken eller højrøstet Tale at forstyrre de Omkringsiddende i at nyde Forestillingen. I saadanne Tilfælde er en høflig Tilrettevisning meget passende.
    7. Træng ikke paa, naar Du skal ud.

  23. Klædedragt.

    1. Man skal altid være ordentlig klædt, efter sin Stilling og de Krav, ens Legemsbygning stiller.
    2. Moderne maa kun følges, saa vidt Stilling og Alder tillader det.
    3. Klædedragten skal alltid være saadan, at den skjærmer og befordrer Sundheden.
    4. At den Stof, Farve og Façon er klædelig.
    5. At den tilsider et sundt Legemes frie Bevægelser.
    6. Man skal ikke forvænne Børn med altfor tung, varm Paaklædning.
    7. Jo mere folderig en Klædedragt er, jo mere sund og smuk er den.
    8. Man maa tage fornødent Hensyn til Hudens og Haarets Farve.
    9. Yngre bør i Regelen ikke benytte den sorte Farve, undtagen naar man har Sorg.
    10. Hvad alg af Farve angaar, er Naturen vor bedste Læremester; Sort viser den os saa godt som aldrig.
    11. En fin Smag lader Valget af Stof, Farve og Mønster være det viktigste.
    12. Blegrødt giver en bleg Teint et friskt Udseende; derimod maa man til en saadan undgaa stærke Farver som Skarlagenrødt, Gult og Lysegrønt.
    13. Hvidt og Lysegraat, Græsgrønt og Gult virker mildnende paa den røde Ansigtsfarve.
    14. Mørke Farver eller Hvidt og Sort mellem hinanden mildner den altfor blomstrende Teint.
    15. Det er ufordelagtigt at sætte saadanne Farver sammen, som — jo længre man ser paa dem — ligesom løber i ét.
    16. To Farver passer ikke til den tredje som vilde fremkomme ved at de første blev meleret (f. Ex. Gult og Blaat til Grønt).
    17. Kjendskab til Farvenes Sammensætning er uundværlig for den gode Smag.
    18. Jo færre Farver i en Klædedragt, jo mere velgjørende virker den ved sin Simpelhed.
    19. Det er smagløst »skrigende« at sætte tre Hoved-(Grund-)Farver sammen.
    20. En Forening af Hvidt og Sort gjør et fint og smagfuldt Indtryk.
    21. Blege Ansigter maa vogte sig for Gult, Lyseblaat, Violet og Lysegraat.
    22. Gulbrun Teint taaler ikke Hvidt, Gult, Lyse eller Mellem-farver.
    23. I begge Tilfælde bør helst anvendes Sort, Mørkegrønt, Mørkeblaat eller Brunt.
    24. Til stærk rølig Teint maa absolut undgaas Pencé og stærke røde Farver.
    25. Brunette Damer klæder Gult og Rødt saa vel i Kjole som til Hattepynt.
    26. Blonde Damer maa ikke vælge Nuancer i Gult eller Grønt.
    27. De bør anvende Rosa, Lilla eller en fin blaa Farve til Kjoler.
    28. Sammensætning af Mørkeblaat med Lyseblaat, Mørkerødt med Lyserødt, Mørkegrønt med Lysegrønt ser godt ud, men Farvetonerne maa være tydeligt adskilte.
    29. Af Regnbuens Sammensætning kan man lære adskilligt.
    30. De smukkeste Farver er Sort, Hvidt, Himmelblaat, Rosenrødt, Paillegult. De kan altid forbindes med andre Kulører og passer til enhver Ansigtsfarve.
    31. Sort og Hvidt harmonerer altid.
    32. Farver, der passer sammen er : Sort og Lysegult, Chamois og Hvidt, Sølvfarve og mat Paillegult, Mørkebrunt og Hvidt med Pencé eller Karmoisin og Blaat, Søgrønt og Gult.
    33. Blondinger bør vælge fine, lyse og llette Farver, som i Tonen ikke behøver at være stærkt adskilte. Brunetter derimod mørker og mere kontrasterende Farver, som f. Ex. Højrødt og Brunt, Lysegult og Violet, Ildrødt og Sort.
    34. Kniplinger, Blonder, Strimler og Silke maa gjerne være crèmefarvede, for at falde bedre sammen med Hudens Farve.
    35. Det er smagløst at anvende lange Slær sammen med Fjær, Baand med Smykker.
    36. Kamme, Armbaand, Ringe, Uhr og Kjæder maa være ægte, hvis man ikke vil gjøres til Skive for Spot og Latter.
    37. Paa Damer maa den lyseste Farve anvendes nærmest Ansigtet, den mørkeste længst derfra; omvendt paa Herrer.
    38. Det er lige saa forkjert helt at foragte Modens Fordringer, som at adlyde dem blindt.
    39. Lyse Farver maa dæmpes ved mørkere; mørke Farver maa hæves ved lysere.
    40. Et simpelt Toilette, som er valgt med Smag og ikke overlæsset med daarlig Pynt, forhøjer vedkommende Persons Ynde og Sympathi.
    41. Et fint toilette maa passe godt, og hverken sidde for løst eller for stramt. Smykker maa anvendes med stor Sparsomhed og Forsigtighed.

  24. Maaden, hvorpaa Undergivne bør behandles.

    1. Lige saa lidt man i Omgangen med sine Ligestillede maa være hovmodig, haard eller stille for store Fordringer, maa man lade disse Fejl gaa ud over de Personer, der staar i Afhængighedsforhold; disse maa ofte taale urettfærdig Behandling og Krænkelser, for ikke at miste det daglige Brød.
    2. Man maa være lige saa høflig mod sine Undergivne som mod sine Ligemænd, om end Høfligheden kan antage en lidt forskjellig Form i de forskjellige Tilfælde.
    3. Det er en Moders og en hver Opdragers Pligt at vænne Børnene til at omgaas og behandle Tjenestefolkene paa en høflig og venlig Maade.
    4. Enhver dannet Husmoder skal være venlig og høflig mod sine Undergivne, for at disse kan overføre den Agtelse, de skylder hendes Stilling, paa hendes Person.
    5. Husets Herre vinder kun side Folks Agtelse og Hengivenhed ved at behandle dem velvilligt og retfærdigt.
    6. Man maa vogte sig for at gjøre sig skyldig i Modsigelse eller have Uret overfor sine Børn eller Tjenestefolk.
    7. Damer, som giver sig i fortrolig Passiar og Meningsudveksling med Tjenestefolkene, staar kun paa samme Dannelsestrin som disse.
    8. Husets Frue bør aldrig beklage sig over sine Tjenestefolk, da de staar i hendes egen Haand enten at forbedre dem eller afskefige dem.
    9. Det er lige saa galt for Ordenen i et Hus at være for fortrolig mod Tjenestefolkene, som at være for despotisk mod dem.
    10. Man skal opfordre sine Golk til at udføre deres Arbejde saa roligt og med saa lidt Støj som muligt.
    11. Den, som altid er billig og retfærdig mod sine Undergivne, som ikke stiller overdrevne Fordringer til dem, ikke overfuser dem med uretfærdig Behandling, men anerkjender og belønner deres gode Bestræbelser, den som tager Hensyn til deres Ærefølelse, deres Sundhed og materielle Velvære, vil opnaa at hans Undergivne lyder, ikke alene af blind, tvungen Pligt, men ogsaa af virkelig Trang til at gjøre det rette paa bedst mulige Maade.
    12. Viser vore Undergivne Ærlighed, Trofasthed og Venlighed, bør man se igjennem Fingrene med Smaafejl.
    13. Man maa aldrig lade sig forlede til Skjældsord eller heftige Vredesutbrud; ellers gaar Agtelsen og Værdigheden tabt. Irettesæt aldrig Undergivne i Fremmedes Nærværelse.

  25. Brevskriving.

    1. Som en Regel, næsten uden Undtagelse, kan det fastslaaes, at ethvert Brev, der kræver svar, bør besvares. Undladelse heraf kan godt stemples som Uopdragenhed.
    2. Forretningsbreve maa besvares i Løbet av otte, højst fjorten Dage. Efter den Tids Forløb kan man ikke vente Svar, men betragte Underhandlingerne om vedkommende Sag som afsluttet. — Skriv aldrig et Brev, naar Du er i en ophidset Stemning, vent til Du er bleven rolig.
    3. Ansøgninger og Bønskrifter maa affattes kort. Titel og Ordner, som den Person, til hvem ansøgningen er stilet, er i Besiddelse af, maa angives nøjagtig.
    4. Meddelelse af en Familjebegivenhed (Dødsfald, Forlovelse o. s. v.) gjengjældes ved at sende sit Visitkort som Udtryk for Deltagelse i Vedkommendes Sorg eller Glæde.
    5. Ved vigtige Meddelelse maa man beflitte sig paa Tydelighed. Før man afsender et Brev, er det tilraadeligt at gjennemlæse det for at ændre mulige Fejl deri.